Sidse Buch 2
12.01.2023

Arbejdsgiverne skal investere i de unge – også i krisetider

Af Sidse Buch, direktør i Boligfonden Kuben og Henrik Mielke næstformand i Boligfonden Kuben og Adm. koncerndirektør i MT Højgaard Holding A/S

Siden statsministerens nytårstale har diskussionen om erhvervsuddannelserne bølget frem og tilbage. Hvorfor er der så stort frafald på de byggefaglige uddannelser? Er arbejdsgiverne for dårlige til at favne de unge, er de unge forkælede eller har eleverne på erhvervsuddannelserne simpelthen ikke de tekniske færdigheder, der skal til for at blive dygtige håndværkere?
Problemet er akut. Frem mod 2030 kommer vi til at mangle 30.000 faglærte i byggebranchen. Kigger vi mod vores nabolande, står de med de samme problemer. I England alene regner de med at mangle op til 200.000 håndværkere inden 2025. Så vi må og skal løse problemet herhjemme. Vi kan ikke længere ringe til en ven.

Brug for lærlingene

Problemet bliver forværret af den økonomiske krise, vi står i lige nu. Inflation, voksende renter, stigende materialepriser og problemer med at få varerne leveret til tiden har skabt en giftig cocktail i byggeriet, hvor mange projekter er sat på pause. Usikkerheden betyder, at mange virksomheder overvejer en ekstra gang, om de skal ansætte en lærling, som kræver kræfter og oplæring, når nu opgaverne svinder ind.

Det samme så vi under finanskrisen, hvor mange virksomheder valgte at skrue ned på antallet af lærlinge. Da opsvinget så kom nogle år senere, stod de akut og manglede de dygtige hænder. På mange måder en selvforskyldt krise, men også en krise for samfundet som helhed. For ikke nok med, at der var mange unge, som havde fået nej til en praktikplads. Erhvervsskolerne blev også hårdt ramt af de manglende praktikpladser.

I Danmark er byggeriets uddannelser tæt knyttet til byggebranchen. Uddannelserne sammensættes i samspil med arbejdsmarkedets parter for at sikre, at uddannelserne har det rigtige faglige indhold. Den største del af uddannelsestiden foregår i praktik hos en arbejdsgiver. Færre praktikforløb betyder færre faglærte i den sidste ende. Mange unge dropper nemlig ud, hvis den ønskede praktikplads ikke viser sig. For skolerne betyder dalende elevtal en dårligere økonomi takket være taxameter systemet. Når elevtallet falder, må skolerne afskedige lærere, kvaliteten af den pædagogiske indsats daler, og en ond spiral begynder.

Henrik Mielke

Sæt det lange lys på

Derfor er det bydende nødvendigt, at arbejdsgiverne sætter det lange lys på og investerer i de unge, selvom krisen kradser. De skal udbyde praktikpladser, så de unge får den praktiske erfaring, som er fundamental for at blive dygtige håndværkere. De må ikke være nærige med deres tid og kundskaber. Ellers risikerer vi, at vi kommer til at mangle endnu flere faglærte i fremtiden.

Men ikke nok med, at arbejdsgiverne skal oprette praktikpladserne. De skal også blive meget bedre til at tage imod de unge. Virksomheder med buddy-ordninger og svende, som er oplært i at tage sig af unge mennesker, vinder på den lange bane. Nutidens unge har ikke lyst til at være på en arbejdsplads, hvor der ikke bliver investeret i at skabe et trygt og inkluderende arbejdsmiljø. Så måske skulle arbejdsgiverne også være mere nysgerrige på, hvordan de aktivt kan skabe en attraktiv arbejdsplads. Kun sådan får vi tiltrukket de mange unge til byggeriet, som vi har og får brug for.

Hvis nogle skulle finde på at lave en tilstandsrapport på byggebranchen, så ville man nok finde flere revner i fundamentet, en del kuldebroer og skimmelsvamp i hjørnerne. Så lad os få lavet de udbedringer, der skal til for at få vores håndværk gearet til fremtiden. Vi har nogle af verdens bedste håndværkere. Vi skal bare have flere af dem.

Om Boligfonden Kuben

Boligfonden Kuben arbejder for at fremme det gode håndværk og få flere unge til at vælge en byggefaglig uddannelse. Fonden har stiftet Byggeriets Faglærerpris sammen med Uddannelsesforbundet for at sætte fokus på den gode faglærer. Fonden er også sponsor af Danmarksmesterskaberne for unge på erhvervsuddannelserne – kaldet Skills, som løber af stablen i Fredericia den 2. – 6. februar.