Gladsaxe vinder for sin visionære og eksperimenterende tilgang til arbejdet med bæredygtighed og genbrug samt for at skabe nye stærke velfærdsbyggerier.
Gladsaxe Kommune har etableret sig som en innovativ og fremsynet kommune inden for bæredygtigt byggeri og byudvikling. Derfor vinder kommunen Bygherreprisen 2024, som uddeles af Boligfonden Kuben og Bygherreforeningen.
-Gladsaxe har over de seneste år gennemført en række imponerende bygge- og renoveringsprojekter, herunder blandt andet CO2-neutrale børnehuse og genbrugskoncepter. Generelt står kommunen for at integrere bæredygtighed i alle sine projekter - fra børneinstitutioner til idrætsfaciliteter og genbrugsstationer. Det er imponerende, siger næstformand i Boligfonden Kuben og adm. direktør i Scandi Byg Henrik Mielke.
Årets vinder har en forbilledligt stærk politisk forankret vision for sine mange kommunale bygninger og byggeprojekter. Visionen bygger blandt andet på kommunens generelle fokus på FN's 17 verdensmål.
-Den stærke politiske forankring muliggør langsigtet planlægning af visionære velfærdsbyggerier på blandt andet daginstitutionsområdet, som i dag står som fyrtårnsprojekter i Danmark, siger formand for Bygherreforeningen og partner i Bauherr Peter Fangel Poulsen.
Innovativ tilgang
Kriterierne for at modtage årets bygherrepris var blandt andet, at bygherren arbejder med innovation og eksperimenter, skaber værdi for omverdenen og har et stærkt bygherreaftryk i sine projekter.
- Vinderen af Bygherreprisen 2024 har i mange år gået foran, blandt andet i forhold til cirkulære løsninger, uden at gå på kompromis med kvalitet og sundhed. Kommunens lyst og evne til at sætte borgere og brugere i centrum for sine byggeprojekter skinner klart igennem i de mange projekter – særligt når det handler om byggeri til byens mindste borgere. Gladsaxe Kommune har fokus på bæredygtighed som en integreret del af byudviklingen, hvilket bidrager til at skabe en attraktiv kommune, som inspirerer andre og skaber gode vilkår for både nuværende og fremtidige generationer, udtaler Henrik Mielke
Mange byggeprojekter
Gladsaxe Kommune har de seneste år haft stor byggeaktivitet. Kommunen som bl.a. huser hovedkvarteret for Novo Nordisk har bl.a. haft en meget stor indsats på børneinstitutionsområdet. Over de senere år er igangsat hele 43 forandringsprojekter i forhold til institutioners placering og anvendelse. Herunder er der bygget en række nye børnehuse, som må betegnes som fyrtårnsprojekter. Blandt andet fordi bæredygtighed er tænkt ind i alt, fra støjreduktion til opførelsen af bæredygtige bygninger.
Et andet yderst spændende eksempel på nytænkning, som har imponeret Bygherreprisens jury, er Gladsaxe Kommunes innovative tilgang er udviklingen af kommunens genbrugsstation, som er den mest besøgte institution, nu med flere spændende muligheder, som fx møderum. Derudover gentænkes også et helt idrætsområde med integration i byen, herunder opførelsen af et åbent børnehus med en mountainbike sti på taget, som ikke kun tilfører byen nye funktioner, men også skaber innovative miljøer for brugerne.
Tillykke til hele finalefeltet
Stort tillykke til Gladsaxe Kommune og tak til alle deltagerne i og omkring Bygherreprisen. Og der skal også lyde en særlig tak til AlmenR og AKF Holding som var en del af et flot finalefelt.