Boligfonden Kuben og Uddannelsesforbundet kan nu løfte sløret for finalisterne til Byggeriets Faglærerpris. Kandidaterne spænder bredt fra tømrerfaget over anlægsstruktør til vvs-energiuddannelsen. Vinderen findes den 19. marts til Boligfonden Kubens prisfest Byggeriets Stjerner.
Hverdagen på en erhvervsskole er præget af mange skift mellem skole og læreplads. Det kan være svært for eleverne at holde forbindelsen til skolen, kammerater og faget i en omskiftelig hverdag. Den dygtige faglærer holder liv i de faglige fællesskaber, sikrer trivsel og skaber stærke relationer, der bærer eleverne igennem. Derfor uddeler Boligfonden Kuben og Uddannelsesforbundet Byggeriets Faglærerpris til en faglærer eller et team, der særligt skiller sig ud. Med prisen følger 20.000 kroner til en studietur.
- De bedste faglærere kan vække de unges passion for håndværket, tænde nysgerrigheden i elevernes øjne og bane vejen for en spændende og udfordrende karriere. Vi glæder os til at hylde finalisterne til vores prisfest i marts, siger direktør i Boligfonden Kuben Sidse Buch.
Jacob Tolstrup og Frederik S. Horsted fra Campus Bornholm
Længst mod øst finder vi Jacob Tolstrup og Frederik S. Horsted fra Campus Bornholms tømrerteam. De to lærere guidede i foråret et GF2-hold i at bygge en Da Vinci-bro til Folkemødet. Arbejdet med broen har styrket elevernes faglighed, fællesskab og personlige udvikling markant.
- Jacob og Frederik har skabt en enestående holdånd, hvor eleverne har samarbejdet engageret og med tydelig faglig stolthed om Da Vinci-broen. Jacob og Frederiks engagement og dedikation har skabt et motiverende forløb, der har resulteret i nul frafald i perioden, siger konsulent i Uddannelsesforbundet Sofie Pam Jensen.
Luna Iburg fra ZBC i Slagelse
Luna Iburg er anden finalist til prisen. Hun underviser i anlægsstruktørfaget på ZBC i Slagelse og er ekspert i at gøre undervisningen levende og relevant for eleverne. Hendes innovative undervisning får teori og praksis til at smelte sammen, så eleverne får en dybere forståelse af anlægsstruktørfaget.
- Luna Iburg får alle med i undervisningen og styrker de unges selvtillid. Samtidig er hun dybt engageret i bæredygtighed og arbejder målrettet med for at få de unge til at træffe de mest miljørigtige valg i deres arbejde, siger direktør i Boligfonden Kuben Sidse Buch.
Ture Hagstrøm fra TEC i Gladsaxe
Sidste finalist er Ture Hagstrøm. Han underviser på TEC i Gladsaxe på VVS-energiuddannelsen og bruger sine stærke kompetencer indenfor didaktik og pædagogik til at få alle med.
- Ture er en empatisk, tålmodig og inspirerende lærer, som gerne tager mange forskellige undervisningsmetoder i brug for at få alle elever med. Han brænder for hele lærergerningen og en super god kollega, som bidrager til de faglige og sociale fællesskaber, slutter Sofie Pam Jensen.
Vinderen af Byggeriets Faglærerpris afsløres til Boligfonden Kubens fest Byggeriets Stjerner den 19. marts, hvor også Byggeriets Samarbejdspris, Byggeriets Trivselspris og Spirekasselegatet bliver uddelt.