I et stærkt felt på tværs af branchen har juryen valgt tre projekter, som på hver deres måde viser, hvad der sker, når samarbejde ikke bare er en ambition, men en disciplin i praksis.
Finalisterne står som klare eksempler på, hvordan byggebranchen kan skabe bedre løsninger, stærkere relationer og mere mod i den grønne omstilling, når vi løfter i flok.
Nu begynder et spændende arbejde frem mod Boligfonden Kubens prisfest, Byggeriets Stjerner, hvor den allerførste vinder i kategorien skal kåres. Juryen besøger finalisterne i starten af det nye år, og medio januar åbner vi for, at du kan stemme på din favorit.
-Jeg glæder mig over, at vi har tre meget stærke finalister til den nye pris. Hver især er inspirerende eksempler på samarbejde, procesoptimering og ikke mindst resultater, som ingen kunne have løftet alene, siger Morten Skaarup Jensen, seniorprojektleder, Værdibyg/Lean Construction-DK.
De tre finalister:
BYGGEPLADSEN PÅ FOLKEMØDET
Et initiativ, der samler branchen som få. ByggePladsen på Folkemødet formår at skabe synlighed, fællesskab og delt engagement – både blandt professionelle og unge på vej ind i faget. Projektet åbner for samtaler, vi sjældent får taget, og bygger bro i en branche, der ofte står for fragmenteret. Juryen ser frem til at dykke endnu mere ned i effekterne af dette stærke samlingspunkt.
GASVÆRKSKAREEN – ZÜBLIN TEAMCONCEPT
En gennemført indsats for flow, struktur og proces. Gasværkskarréen viser, hvad der sker, når samarbejde bliver systematisk og strategisk. TEAMCONCEPT-modellen skaber klar retning, stærk koordinering og mindsker videnstab mellem faser – særligt i egne delfaser, hvor der ofte ligger et stort potentiale. Juryen mener, at projektet og konceptet fortjener mere taletid i branchen.
KIRKBI A/S – NIRAS A/S – CEBRA A/S
Professionelt, ambitiøst og dybt forankret samarbejde. Her har samarbejde, brugerinddragelse, procesforståelse og bæredygtighed været bærende fra start. Modellen kræver høje bygherrekompetencer, stærk ledelse og et stort commitment. Hele samarbejdet udstråler netop dette. Juryen er meget nysgerrig efter at høre mere om de organisatoriske greb og de bæredygtige resultater.
PRIS TIL FRONTLØBERE
Byggeriets Samarbejdspris fremhæver de projekter, der viser, hvordan samarbejde skaber:
Merværdi for projekt og kunde
Bedre løsninger gennem dialog og tillid
Nytænkning og kulturforandring
Fremdrift i den grønne omstilling
Vi glæder os til at præsentere vinderne til Byggeriets Stjerner den 19. marts 2026, med Nynne Bjerre som konferencier.
Om Byggeriets Samarbejdspris
Byggeriets Samarbejdspris er en pris til de projekter, organisationer og partnerskaber, der viser, hvad vi kan opnå, når vi arbejder med hinanden i stedet for ved siden af hinanden.
Prisen hylder de indsatser, hvor samarbejdet har skabt merværdi for projekt og kunde, hvor dialog og tillid har været drivkraften bag bedre løsninger, nytænkning og mod har banet vejen for kulturforandringer, og samarbejdet har åbnet nye muligheder for den grønne omstilling.
Byggeriets Samarbejdspris uddeles af Boligfonden Kuben og Lean Construction-DK. Det er en videreførsel af Procesprisen, der i to årtier har sat fokus på de gode processer i byggeriet. Prisen uddeles hvert andet år og for første gang i 2025.
Årets jury
Sidse Buch, Konsulent i BAT og direktør i Boligfonden Kuben
Jesper Schat-Holm, Partner og Afdelingsleder, Wissenberg
Malene Raagaard Møller, Senior Udviklingschef, NCC
Søren Wandahl, Professor, Viceinstitutleder, Aarhus Universitet
Morten Skaarup Jensen, Seniorprojektleder Værdibyg/Lean Construction-DK