Billede 3
17.10.2023

Stampet lerjord på vej ind i varmen

Stampet lerjord er en ældgammel teknik, hvor jorden bliver stampet så hårdt, at det kan anvendes som bærende materiale i fleretages byggerier. Materialet har en række fordele, der kan gøre det eftertragtet i en tid, hvor ressourcerne svinder ind, mens CO2 udledningerne stiger.

-Stampet lerjord kan skabes lokalt med overskudsjorden fra dit byggeprojekt, så du har et minimalt ressourceforbrug og lave transportomkostninger. Stampeprocessen kræver ingen forbrænding, så det udleder næsten ingen CO2 i forarbejdningen af materialet, fortæller Johan Klejs, arkitekt og co-founder af ’én jord’.

Æstetik og god akustik

Stampet lerjord har også en række egenskaber, der gør det attraktivt som byggemateriale. Det kan regulere fugt og temperatur i et rum, skabe en god akustik og beskytte mod brand.

-Stampet lerjord har nogle virkelig gode egenskaber, en ekstraordinær bæredygtighedsprofil og er samtidig en æstetisk smuk løsning. Da jeg først blev bekendt med materialet, blev jeg helt bjergtaget over, hvor smukt det var. Den rå stoflighed skaber en helt særlig atmosfære i et rum, siger Johan Klejs.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Mobilt anlæg skal reducere omkostninger

Det er dog dyrt og et hårdt fysisk arbejde at bygge med stampet lerjord, da stampningen foregår manuelt og koster mange mandetimer. Derfor vil firmaet én jord skabe et mobilt anlæg, som kan automatisere en del af processerne og flyttes rundt fra byggeplads til byggeplads. Anlægget skal effektivt præfabrikere store byggeelementer, som løftes på plads. Løsningen kan erstatte bærende konstruktioner inde i bygningen, men også udenfor, hvis man tager de rette forholdsregler.

-Jeg får dagligt spørgsmålet: hvad så med regn og vind? Der findes mange løsninger, men udvendig isolering er en effektiv beskyttelse, som også bevarer og udnytter den termiske masse i lerjorden, siger Johan Klejs, der vil offentliggøre tegningerne til anlægget, så hele branchen får glæde af det.

Stor støtte fra Boligfonden Kuben

Boligfonden Kuben har givet 185.000 kroner i støtte til projektet. Det er noget nær det maksimale, fonden yder i støttebidrag. Den store støtte skyldes, at fonden ser et potentiale i det gamle byggemateriale:

-Vi har brug for flere lokale byggematerialer med en bæredygtig profil for at reducere CO2-udledningerne og begrænse ressourceforbruget. Stampet lerjord har nogle af de egenskaber, vi leder efter i den grønne omstilling. Samtidig er projektet open source, så vi kan få det ud til hele branchen og komme et skridt nærmere industriel produktion. Vi glæder os til at følge projektet, siger direktør i Boligfonden Kuben Sidse Buch.

Boligfonden Kuben har løbende åbent for temaansøgninger.

Billede 5