Syv nye iværksætter-projekter har fået Spirekasselegatet den 19. marts til Boligfonden Kubens prisfest Byggeriets stjerner. De vindende projekter spænder vidt fra byrumsmøbler i genbrugt beton til AI i udbudsprocessen og afspejler den brede vifte af idéer, der rører sig i branchen lige nu.
Spirekasselegatet uddeles hvert år af Boligfonden Kuben. Legatet giver iværksættere 25.000 kroner til at realisere en idé, der fremmer innovation, bæredygtighed, digitalisering eller godt håndværk i byggeriet. Legatet har mere end 10 år på bagen og blev i år uddelt til Boligfonden Kubens nye prisfest Byggeriets Stjerner. En fest, der hylder byggeriets ildsjæle, iværksættere, innovatører og inspiratorer.
- Vi plejer at holde en mindre uformel legatoverrækkelse, men vi har længe tænkt, at spirernes ideer fortjente et større publikum. Derfor fik vi ideen til at slå Spirekasselegatet sammen med Byggeriets Trivselspris, Byggeriets Samarbejdspris, Byggeriets Faglærerpris og holde en stor fest for byggeriet, siger direktør i Boligfonden Kuben Sidse Buch.
Byggeriets Stjerner gav stjernestøv til spirerne
Beslutningen om at slå Spirekasselegatet sammen med de tre priser var samtidig et farvel til Building Awards, som Boligfonden Kuben har været en del af i flere år. Men for legatmodtager Simon Herringe Lund var der ingen tvivl om, at det gav værdi at få lov til at præsentere sin idé for et stort publikum:
- Det var lidt nervepirrende, men også vildt fedt at få lov til at vise sin idé til byggeriets top. På den måde er Spirekasselegatet ikke kun økonomisk støtte, men også en hjælp til at komme bredere ud og komme videre med vores projekt. Vi er super glade for fondens opbakning.
Byrumsmøbler i brugt beton
Simon Herringe Lund har udviklet byrumsmøbler i genbrugt beton sammen med Pelle Boas og Thor Giessing. Møblet hedder ARC Rack og kan bruges som både bænk og opbevaring af cykler. Den første prototype står allerede under Bispebuen og er blevet taget godt imod af brugerne.
- Byrumsmøblet er designet af affald, som ellers ville blive smidt ud. Det er gamle toiletter, eternittage og gammelt beton, som bliver knust i en kuglemølle og sorteret, så det er klar til at blive støbt på ny. I møblet har vi samtidig støbt en chip ind, som fortæller, hvilke materialer bænken er bygget af. På den måde kan materialerne få nyt liv den dag, møblet bliver fjernet fra byrummet, siger Simon Herringe Lund.
- Rigtig mange af vores unge iværksættere har kreative indspark til, hvordan vi reducerer mængden af affald og bygger mere bæredygtigt. Det er rart at se, at den grønne dagsorden lever i bedste velgående på trods af udviklingerne ude i verden. Vi håber, at ideerne vokser sig store og beviser deres værd ude i branchen, slutter Sidse Buch.
Spirekasselegatet åbner for nye ansøgninger igen i efteråret 2026.
Dette års legatmodtagere er:
Stefan Perriard + Mads Ingvorsen: Genbrugelige 3D-printede telte
Christina Schou Christensen: Knust sanitet som erstatning for skarpkornet sand i mørtel og puds
Gustav Seehausen + Anders Boes Gjellerup: Kunstig intelligens i udbudsprocessen
Pelle Boas, Thor Giessing og Simon Lund: ARC Rack – Udvikling af cirkulært byrumsinventar
Spriha Chokhani: Terra Pulp- from pulp to interior objects
Jens Kristian Stefano Larsen: Trykbærende konstruktioner af kløvede betonelementer.
Stine Weigelt: Tekstilpap Finer