Byggeriet er kendt for at være en konservativ branche, hvor velkendte materialer og metoder dominerer. Men vi kan ikke komme igennem med den grønne omstilling af branchen, højne produktiviteten og gøre branchen attraktiv for de unge, hvis ikke vi tager nye metoder i brug. Derfor hylder Boligfonden Kubens eksperimentet med Spirekasselegatet. Legatet kan søges af alle, som har en god idé til at gøre byggeriet bedre.
-Vi kan ikke forandre branchen til det bedre, hvis ikke vi eksperimenterer med nye materialer, arbejdsmetoder og digitalisering. Eksperimenter udfordrer vanetænkningen og gør os klogere. Det behøver ikke være perfekt. Tværtimod forventer vi, at ansøgerne har et problem, som de vil udforske, afprøve og blive klogere på, siger direktør i Boligfonden Kuben Sidse Buch.
En af sidste års legatmodtagere er ROICO Solutions, som har udviklet en robot til malerfaget. Robotten kan spraymale malefelter op til 3,5 meter, så maleren har en god arbejdsstilling gennem hele arbejdsdagen.
-Det har betydet meget for os at få Spirekasselegatet. Vi har brugt legatet til at videreudvikle vores idé, og nu er vi klar til at teste robotten. Målet er at komme ud på markedet, så det bliver et redskab, alle malere kan bruge i deres hverdag, siger Tijmen Spiertz, CEO i ROICO Solutions.
Legatansøgere har mulighed for senere at søge mere støtte til deres projekt, hvis det viser sig, at eksperimentet kan udvikle sig i en mere levedygtig retning.
-Vi har flere legatmodtagere, som har fået støtte i flere omgange til at udvikle deres projekt, fordi det viste sig at være en super god idé, de gik og barslede med. Vi er altid glade, når ideerne kan realiseres ude i verden. Det er et bevis på, at legatet kan være med til at skabe de forandringer, der er behov for, slutter Sidse Buch.
Spirekasselegatet er åbent for ansøgninger fra den 10. oktober til den 10. januar 2024.