Person præsenterer robotteknologi ved digital skærm.
15. maj 2025

Fire gange hurtigere og meget sundere – værktøjet Bobby vil revolutionere malernes arbejdsdag

Malerfaget er et fysisk krævende job. En undersøgelse foretaget af Malerforbundet i 2021 viser, at malerfaget er hårdere end jobs som murer og tømrer. Det er især de gentagne bevægelser over skulderhøjde, som kan give udfordringer på længere sigt. Derfor har virksomheden ROICO udviklet værktøjet Bobby, der kan arbejde ved siden af maleren og reducere mængden af ensformige arbejdsopgaver.

– Bobby sprøjtemaler flader op til 3,5 meter i højden. Maleren kan så fokusere på detaljer som hjørner, kanter og steder, der kræver mere finish. Løsningen betyder, at du kan male flader op til 4 gange hurtigere, undgå mange gentagne arbejdsstillinger og spare maling, siger direktør i ROICO Tijmen Spiertz, som har udviklet løsningen i samarbejde med malere, producenter og ingeniører.

Spirekasselegat på højeste niveau

Spørger man Boligfonden Kuben, så udgør Bobby en håndsrækning til byggeriet, der kan hjælpe branchen med at udvikle sig i samme takt som resten af samfundet. Fonden gav støtte til værktøjet første gang i 2023, hvor Bobby fik Spirekasselegatet på niveau 1. Siden har Bobby fået både Spirekasselegat 2 og 3, som kun gives til projekter med stort potentiale for byggebranchen.

– Bobby kan gøre en stor forskel for malerfaget. Værktøjet kan gøre det meget mere attraktivt at være maler, fordi du undgår de ensformige opgaver og får lov til at nørde med detaljerne. Samtidig kan det forbedre arbejdsmiljøet væsentligt for malerne og spare værdifuld tid på byggepladsen. Jeg håber, at branchen vil tage imod værktøjet med nysgerrighed og åbent sind, siger direktør i Boligfonden Kuben Sidse Buch.