Boligfonden Kuben har uddelt Spirekasselegatet til seks nye byggetalenter. Projekterne favner vidt fra bæredygtighed over digitalisering til belysning i naturlige byrum. Fælles for projekterne er viljen til at tænke nyt og forbedre byggeriet.
Mandag den 7. september kunne Boligfonden Kuben byde velkommen til et nyt kuld talentfulde byggeiværksættere, da fonden uddelte sit traditionsrige Spirekasselegat. Legatet på 25.000 kroner gives til iværksættere, som har en god idé, der kan bevæge byggebranchen i en mere innovativ, produktiv eller bæredygtig retning.
Fra overskudsuld til akustikplader
En af årets legatmodtagere er Louise Permiin. Hun har fået støtte til et projekt, der går ud på at udnytte overskudsuld fra Færøerne til bæredygtige akustikplader. Efterspørgslen på færøsk uld er nemlig faldet i takt med, at den blødere merinould har vundet indpas globalt. Det efterlader de færøske fåreavlere med en masse usælgeligt uld, som de ofte ender med at brænde af i mangel af bedre alternativer.
Sensor fanger fugtighed
Et andet spirekasseprojekt tæller en sensorløsning, der gør brug af IoT til at fange fugtskader ved at måle fugtighed i træ, temperatur og luftfugtigheder. Sensoren opfanger, hvis der er skader og alarmerer brugerne, så de kan handle, inden fugten får konsekvenser for bygningen. Derudover har Boligfonden Kuben også givet støtte til et intelligent vinduesbeslag, der skal optimere byggeprocessen ved at reducere tiden et råhus står åbent. Et tredje spirekasseprojekt går ud på at bruge fosforescerende materialer til at lyse stier op i naturlige byrum.
Spirekassen åbner for nye ansøgninger senere på efteråret og kan ansøges online på Boligfonden Kubens hjemmeside.