Teamet bag Grundforløb 1 på Tech College Aalborg får Byggeriets Faglærerpris. De får den fornemme pris for deres nyskabende undervisning, evne til at fastholde eleverne og skabe gode relationer på tværs af fag. Det er første gang et helt team løber med Byggeriets Faglærerpris, som uddeles af Boligfonden Kuben og Uddannelsesforbundet.
Byggeriets Faglærerpris går i år til en gruppe lærere på Tech College Aalborg, som har gjort undervisningen til noget helt særligt. Det er første gang, at et team får den fornemme pris.
Dygtige faglærere er guld værd
Boligfonden Kuben og Uddannelsesforbundet tog initiativ til Faglærerprisen i 2018. Formålet med prisen er at tiltrække flere unge til byggeriet, så vi forsat har håndværkere i verdensklasse:
Helhedsorienteret undervisning
Teamet bag Grundforløb 1 består af ni lærere, som dækker disciplinerne maler, tømrer, elektriker, vvs og murer. På forløbet bliver eleverne introduceret til det fag, de har valgt og får lov til at snuse til de andre fag, så de kan mærke efter, om de har valgt rigtigt. 80% forsætter med det fag, de har valgt, mens de sidste 20% vælger fag for første gang eller vælger om. Der er næsten intet frafald.
Faglærerne gør også en stor indsats for at ryste årgangen sammen fagligt og socialt. Alle 160 elever og lærere deltager i jævnlige kick off forløb, hvor de prøver kræfter med sportsgrene som selvforsvar, parkour og skateboard. Efter ti uger bliver eleverne sat til at bygge en by sammen, så de lærer at samarbejde og respektere hinandens fagligheder såvel som at bygge huse.
Byggeriets Faglærerpris blev uddelt på Tech College Aalborg den. 29. juni 2021 ved en ceremoni, som blev holdt hemmelig lige frem til overrækkelsen. Først til selve prisoverrækkelsen fandt lærerteamet ud af, at de havde vundet prisen.