Byggeriets iværksætterlegat åbner for nye ansøgninger

Boligfonden Kubens Spirekasselegat åbner igen for håbefulde iværksættere, der har en idé til at gøre byggeriet mere bæredygtigt, innovativt eller produktivt. Legatet er på 25.000 kroner og kan søges af alle uanset uddannelsesmæssig baggrund.

Boligfonden Kuben Spirekasseuddeling 2021

Byggeriet er en traditionel branche, hvor det kan være svært at komme igennem med nye idéer og ændre gamle vaner. Men der er brug for at ryste posen, lyder det fra Boligfonden Kuben, som lancerede deres Spirekasselegat for godt 8 år siden for at fremme nytænkning indenfor byggeriet:

  • Der er mange grunde til, at byggebranchen holder på traditionerne. Hvis der opstår fejl med et nyt produkt, så kan det have store økonomiske konsekvenser. De mange forskellige samarbejdskonstellationer fra projekt til projekt giver også grobund for fejl og misforståelser. Derfor har byggebranchen en naturlig skepsis overfor nye ideer. Men kompleksiteten i byggeriet må ikke blive en sovepude. Vi skal være åbne for nye ideer, hvis vi skal udvikle byggeriet i mere produktiv, innovativ og bæredygtig retning, siger direktør i Boligfonden Kuben Sidse Buch.

Legat åbent for alle ansøgere

Spirekasselegatet kan søges af alle, der har en idé til at gøre byggeriet bedre. Og ideerne spænder bredt. Således har fonden tidligere støttet sensorer til træbyggeri, akustikpaneler i ålegræs og oppustelige stålelementer. Ja sågar et byshelter for hjemløse har fået støtte gennem Spirekassen. Fælles for alle ansøgere er, at de ikke har skullet gennem en lang besværlig ansøgningsproces for at få legatet. Fonden har nemlig gjort den online ansøgningsproces så let som muligt.

  • Det skal ikke være en lang bureaukratisk proces at få støtte. Tværtimod skal vores legat være et skulderklap til de unge, så de får mod på at arbejde videre med deres idé. Får du Spirekasselegatet, kan du på et senere tidspunkt søge om yderligere støtte til en mentor, udvikling af prototyper, test af materialer eller lignende, siger Sidse Buch.

Støtte til lysende betonfacader

Anna Rosa Hiort-Lorenzen er en af de ansøgere, som er kommet meget nærmere realiseringen af sin idé takket være Boligfonden Kuben. Hun søgte Spirekasselegatet i 2020 til at udvikle lysende stier i byrummet med fosforescerende lys. Siden har hun fået støtte fra fonden til at videreudvikle ideen og skabe lysende betonfacader sammen med betonfirmaet BB Beton.

  • Mange byer har overbelyste byrum, mens andre områder henlægger i mørke. Jeg ønsker at bevare det magiske ved mørket og samtidig skabe smukke lysende oplevelser med fosforescerende lys, som har en helt anden kvalitet end kunstlys. Jeg henter mine motiver fra naturen, og drømmen er at skabe forskellige typer fliser og facader, som kan blive en del af gadebilledet, siger Anna Rosa Hiort-Lorenzen, der tidligere på året også fik et arbejdslegat fra Statens Kunstfond til at forsætte arbejdet med betonen:

- Det betyder utrolig meget for mig, at jeg har fået støtte og opbakning fra Boligfonden Kuben og Statens Kunstfond til mit projekt. Uden deres støtte var projektet ikke blevet til noget, slutter hun.

Spirekasselegatet åbner mandag den 11. oktober for ansøgninger og er åbent frem til den 17. januar. Du kan søge det her: https://www.boligfondenkuben.dk/spirekassen

Sociale medier

Boligfonden Kuben er på Instagram og LinkedIn.

 

Følg os på Instagram her.

Følg os på LinkedIn her

Pressekontakt

Hvis du har brug for mere eller spørgsmål til nyhederne, er du velkommen til at kontakte seniorrådgiver Marie Leth Rasmussen.

 

 

Email: marie@enestaaendepr.dk

Tlf.: 3045 0545