HOFOR vinder Bygherreprisen 2021 for maratonbyggeri

 Forsyningsselskab og bygherre HOFOR vinder den prestigefyldte Bygherrepris, og kan dermed kalde sig Årets Bygherre 2021. Hovedstadens forsyningsselskab vinder for etablering af syv nye innovative vandværker. En kæmpe byggeopgave til en samlet værdi på 5 mia. kr. Et projekt som sikrer forsyningen af rent vand til københavnerne i de næste mange år.

 Bygherreprisen 2021

Hovedstadens store forsyningsselskab smykker sig normalt ikke med byggepriser. Men den store leverandør af blandt andet vand, får nu hæder for maratonprojektet med at udvikle syv nye vandværker i perioden fra 2017 til 2028. Med projektet ”Nye Vandværker” som har HOFOR stået i spidsen for et stærkt og udviklingsorienteret byggeprojekt, hvor der løbende udvikles løsninger og opsamles erfaringer fra det ene byggeprojekt til det næste.

 Allerede nu nyder rigtig mange københavnere godt af HOFORs dygtige arbejde med at levere livsvigtig vandforsyning til hovedstaden. Indtil videre står Værket ved Marbjerg uden for Roskilde og det lokale vandværk ved Brøndbyvester færdigt. Bl.a. med langt mindre kalk i vandet.

 Vandt foran 20 andre

Bygherreprisen uddeles årligt til en bygherre som er gået foran og har sat et aftryk i byggeriet og samfundet. Knap 20 kandidater dystede i år om at modtage den fornemme pris, og HOFOR var i finalefeltet sammen med Gladsaxe Kommune og PensionDanmark. Men at prisen i år går til HOFOR er fortjent, lyder det fra Bygherreprisens jurymedlem, Sine Juul Praastrup, CEO hos ERIK Arkitekter:

 -HOFOR er en relativt usynlig bygherre, som fortjener at komme i rampelyset og blive hyldet for deres store bygherreindsats, hvor de gennem deres byggeprojekter skaber stor værdi for alle i Hovedstaden. Vi tager rent vandt for givet i vores del af verden. Men ingenting kommer af sig selv. Og det er HOFORs arbejde et godt eksempel på.

Hun fortæller, at HOFOR også var publikumsfavorit. Bygherreprisens jury havde i år inviteret offentligheden til at stemme med i en onlineafstemning. Her modtog forsyningsselskabet to tredjedele af de i alt 900 stemmer.

HOFOR er på alle måder en kvalificeret vinder og kan stille sig i rækken af stolte vindere som bl.a. også tæller organisationer som Realdania By & Byg, Himmerland Boligforening, Region Sjælland og DTU, der alle tidligere har vundet prisen.

Samarbejdet og den fælles

Et andet jurymedlem, Henrik Mielke, der til dagligt også er adm. direktør hos Enemærke & Petersen og næstformand for Boligfonden Kuben fortæller, at HOFOR i sig selv er en solid, dygtig og passioneret bygherreafdeling, som i projektet Nye Vandværker anvender en beundringsværdig metode, der kan op- og nedskaleres til de ensartede byggerier under projektet.

Dermed tager bygherren viden og læringer med videre internt fra projekt til projekt. Samtidigt har HOFOR oparbejdet en stærk samarbejdsånd med de involverede partere, og helt fra indstillingsperioden stod det klart, at HOFORs netværk af stærke samarbejdspartnere støtter bygherren, og dette skaber en ekstra stabilitet. 

-Teamet bag HOFOR er ambitiøse og har et stærkt samarbejde. Det er tydeligt, at alle forstår hvilken rejse de er med på, og ledelsen formår at engagere de involverede parter både internt i organisationen og i form af HOFORs samarbejdspartnere. Den fælles ånd på tværs af projektet er beundringsværdig, siger Henrik Mielke. 

En værdiskabende og grøn bygherre

I perioden 2017-2028 arbejder HOFOR på projektet Nye Vandværker. Med projektet bygger de for lige under 5 mia. kr. for at sikre blødere vand til hovedstadsområdet. Det inkluderer opførelsen af syv store moderne vandværker fordelt over hele Sjælland, som har til formål at blødgøre vandet til gavn for både brugere, miljø og bæredygtighed. Bygherren bistår dermed til at fremtidssikre forsyningen af vores vigtigste fødevare, rent drikkevand, til mere end 25% af den danske befolkning.

-Med årets vinder breder vi bygherreperspektivet ud, og anskuer forsyningssektoren – med HOFOR i spidsen – som en vigtig og værdifuld spiller bl.a. i forhold til den grønne omstilling, siger jurymedlem Peter Fangel Poulsen, medstifter af bygherrerådgivervirksomheden BAUHERR. Han har tidligere selv modtaget prisen, da han arbejdede hos Realdania By & Byg. Han glæder sig nu over at være med til at få andre inspirerende bygherrer frem i spotlight:

-Der findes ikke et byggeprojekt uden en bygherre, selvom de ofte står lidt gemt i kulissen. Bygherreprisen er en af de meget få anerkendelser for bygherrerne. Prisen er med til at stille skarpt på en god historie, og er med til at synliggøre det efterstræbelsesværdige – det har branchen brug for, og det har de nominerede fortjent.

En stolt vinderorganisation

De forundrede miner blev hurtigt til store smil og klapsalver på projektkontoret i Rødovre, da juryen kom forbi og overraskede projektdirektør Søren Birch, projektchef Erling Fischer og alle deres kollegaer med prisen. De glade kollegaer så til mens jurymedlemmerne Henrik Mielke og Peter Fangel Poulsen overrakte årets trofæ og diplom til den ambitiøse byggeafdeling, sammen med rosende ord om deres bygherreindsats.

 - Vi er meget beærerede over at modtage prisen, og ved at vi var oppe mod et enormt stærkt felt af dygtige bygherrer, siger Erling Fischer og fortsætter: - Hos HOFOR bestræber vi os hele tiden på at blive bedre, og det gør vi bl.a. gennem vores stærke samarbejder. Derfor skal der lyde en stor tak til alle vores samarbejdspartnere, som hver dag er med til at styrke projekterne. Det er i bund og grund helt utroligt at modtage en pris for noget, som vi synes er så sjovt at lave, og jeg ser frem til at dele den gode nyhed med interne såvel som eksterne kollegaer, der alle fortjener en del af den anerkendelse og det faglige skulderklap, som vi nu har fået med prisen.

 Stærkt felt af visionære bygherrer

Adm. direktør i Lejerbo og formand for juryen, Palle Adamsen, fortæller at han altid glæder sig til årets bedømmelser, da de mange bygherrer og projekter der bliver indstillet til prisen, hvert år overrasker og inspirerer juryen.

- Årets tre finalister har alle været stærke i deres visioner, og der er tale om tre bygherrer, som brænder for det de laver og nærmest får ild i øjnene, når de taler om deres projekter og ambitioner. Det er inspirerende at se, og det var været spændende at være på besøg hos kandidaterne.

 Foruden HOFOR, PensionDanmark og Gladsaxe Kommune besøgte juryen Bygningsstyrelsen og Lejerbo, som også var med i feltet af udvalgte bygherrer.

 FAKTA

 Bedømmelseskomitéen for Bygherreprisen 2021 er følgende:

 Henrik Mielke, næstformand i Boligfonden Kuben og adm. direktør for Enemærke & Petersen A/S

Palle Adamsen, adm. direktør for Lejerbo (formand for bedømmelseskomitéen)

Peter Fangel Poulsen, stifter af BAUHERR

Sine Juul Praastrup, CEO, ERIK Arkitekter

Juryen sparrer desuden med Henrik L. Bang, direktør i Bygherreforeningen og Jesper Malm, områdechef for kommunikation og udvikling i Bygherreforeningen.

 Bygherreprisen uddeles af Boligfonden Kuben og Bygherreforeningen, og er i alt blevet uddelt 16 gange siden år 1999. Blandt tidligere vindere er DTU, Himmerland Boligforening, Esbjerg Kommune, Region Sjælland, Zoologisk Have og Realdania By & Byg. I 2021 var 18 bygherreorganisationer indstillede til prisen.

Om HOFOR

Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, HOFOR, arbejder for at skabe bæredygtige byer baseret på klima- og miljørigtige forsyningsløsninger. De forsyner byer og deres beboere med vand, spildevandsafledning, fjernvarme, bygas, fjernkøling og opførelse af vindmøller. Historien om HOFOR rækker tilbage til 1857, men selve HOFOR opstod i 2013 da Københavns Energi og vandselskaberne i otte kommuner fusionerede.

Sociale medier

Boligfonden Kuben er på Instagram og LinkedIn.

 

Følg os på Instagram her.

Følg os på LinkedIn her

Pressekontakt

Hvis du har brug for mere information eller spørgsmål til nyhederne, er du velkommen til at kontakte seniorrådgiver Marie Leth Rasmussen. 

 

 

Email: marie@enestaaendepr.dk

Tel: 3045 0545