Sammen med Boligfonden Kuben uddeler Lean Construction-DK Procesprisen 2022. Prisen gives til et projekt, et samarbejde eller en organisation, som formår at løfte produktiviteten, dialogen eller kvaliteten igennem tilgangen til processen.
Sidste års vinder
I et stærkt kandidatfelt var det sidste år Enemærke & Petersen a/s, som endte øverst på podiet og vandt Procesprisen 2021 for projektet ”Den Hjælpende Hånd”, der søger at øge produktiviteten på landets byggepladser ved at motivere håndværksfag til at hjælpe hinanden med kompetence-lette arbejdsopgaver for at gøre arbejdsgangene mere smidige. ”Det var virkelig fedt at blive anerkendt for arbejdet med ”Den Hjælpende Hånd”. I disse tider, hvor alle problemer skal løses med avanceret digital teknologi, er det her projekt nede på jorden. Der er til at forstå for alle, og det er noget, som hele branchen kan tage til sig”, udtaler Anders Sørensen, bæredygtighedschef i Enemærke & Petersen.
Indstilling til Procesprisen
Procesprisen gives til en organisation, et samarbejde eller et projekt, der i særlig grad har bidraget til at udvikle samarbejdet og arbejdsprocesserne inden for byggeriet.
”Med de prisstigninger på materialer og den mangel på faglært arbejdskraft vi ser i et i forvejen brandvarmt marked, er der mere end nogensinde behov for at tilrettelægge og optimere byggeprocessen, så vi får mest muligt ud af de dyre og knappe ressourcer”, udtaler Morten Skaarup Jensen fra Lean Construction-DK og projektleder for Procesprisen.
Procesprisen præmierer en sammenhæng mellem gode dialogbaserede processer, god kvalitet og en stigende produktivitet og påskønner en indsats rettet mod etableringen af et ubrudt, effektivt flow i byggeriets produktion og montage.
Juryen bag Procesprisen ser frem til at modtage nomineringer, der involverer nytænkning af proces og/eller styring af byggeprocessen fra idé til slutprodukt samt bud på, hvem der har turdet tage et opgør med forudindtagede holdninger og fordomme, og i stedet åbnet øjnene for at ændre kultur og adfærd.
Procesprisen uddeles i et samarbejde mellem Boligfonden Kuben og Lean Construction-DK Netværket.
”Vi ser mange inspirerende, innovative og tillidsbaserede processer i byggeriet, som skaber værdi for både projekterne, de involverede parter og samfundet. Jeg glæder mig til at se dette års gode eksempler fra hele branchen”, siger Sidse Buch, direktør i Boligfonden Kuben.
Du kan allerede nu og frem til d. 2. juni 2022 kl. 12.00 indstille en eller flere kandidater. Læs om Procesprisen og indstil kandidater til prisen her: https://vaerdibyg.dk/lean/procesprisen-2022/
Building Awards 2022
Procesprisen uddeles d. 10. november på Building Awards som en af flere priser. Building Awards er byggeriets store awardshow. Her samles hele byggeriet for at hylde projekter, enkeltpersoner og organisationer, som har gjort sig ekstraordinært bemærket i branchen. Efter at have været afholdt online de sidste par år bliver Building Awards 2022 uddelt og fejret ved en prisuddelingsfest i The Hangar i København.
Læs mere om Building Awards på Licitationens hjemmeside: https://www.licitationen.dk/ba22
Fotokreditering
Foto: Jonas Pryner. På fotoet ses Anders Strange Sørensen, Søren Christensen og Lasse Mohr fra Enemærke og Petersen, vinderen af sidste års procespris.