Boligfonden Kuben og Lean Construction-DK Netværket har fundet de tre finalister til Procesprisen. De tre kandidater afspejler bredden i byggebranchen fra det banebrydende storskala projekt Nyt Hospital Nordsjælland over et enestående bæredygtigt børnehus i Gladsaxe til et nyt værktøj, der skal fremme samarbejde på byggepladsen.
Procesprisen hædrer de organisationer, projekter og samarbejder, som går en ekstra mil for at skabe gode processer i byggeriet. Nu løfter Boligfonden Kuben og Lean Construction-DK Netværket sløret for de tre finalister, som er kommet gennem nåleøjet. Det er Nyt Hospital Nordsjælland sammen med NCC, Gladsaxe Kommune for Børnehuset Svanen og procesværktøjet Kort og Godt udviklet af Dansk Håndværk.
- Vi har haft et meget spændende og bredt kandidatfelt. Når vi er endt med Nyt Hospital Nordsjælland, Gladsaxe Kommune og Kort og Godt udviklet af Dansk Håndværk, skyldes det, at de har haft modet til at gå nye veje for at skabe en bedre samarbejdskultur og et mere bæredygtigt byggeri, siger direktør for Boligfonden Kuben og medlem af juryen Sidse Buch.
Nyt Nordsjælland Hospital og NCC
Nyt Nordsjælland Hospital er nomineret sammen med NCC. Det gigantiske barmarksprojekt på 123.000 m2 er gået fra en faseinddelt planlægning til en samkøring og et helhedshensyn faserne imellem i et stærkt datadrevet digitalt univers. Resultatet er en meget effektiv styring af udførelsen.
Gladsaxe Kommune for Børnehuset Svanen
Den anden nominerede er Gladsaxe Kommune for Børnehuset Svanen, der er ét af to parallelle projekter. Første del var nedrivning og genanvendelse af Gl. Gladsaxe skole, mens anden del er opførslen af Børnehuset Svanen. Materialer høstet fra den gamle skole indgår i det nye børnehus.
Kort og Godt
Den sidste finalist er procesværktøjet Kort og Godt, som vil lære elever på erhvervsuddannelser indenfor bygge- og anlæg til at se deres opgave som en del af en større helhed ude på en byggeplads. Det handler om fremme samarbejdet, skabe bedre byggeprocesser, større arbejdsglæde og højere effektivitet.
Vinderen af Procesprisen findes den 10. november. Juryen bag prisen består af:
Sidse Buch, Konsulent i BAT og direktør i Boligfonden Kuben
Jesper Schat-Holm, Partner og Afdelingsleder, Wissenberg
Malene Raagaard Møller, Senior Udviklingschef, NCC
Søren Wandahl, Ingeniørdocent, Ph.D, Aarhus Universitet
Morten Skaarup Jensen, Seniorprojektleder Værdibyg/Lean Construction-DK