Vi har brug for flere iværksættere i byggeriet, hvis vi skal komme i mål med den grønne omstilling, højne produktiviteten og tiltrække de unge til vores fag, lyder det fra Boligfonden Kuben. Tirsdag den 4. oktober åbner fonden for Spirekasselegatet, der kan søges af alle, som har en idé til at gøre byggeriet mere bæredygtigt, innovativt eller produktivt.
Byggeriet er under pres. I løbet af få år skal vi igennem en grøn omstilling, øge vores produktivitet og samtidig overbevise den unge generation om, at byggeriet også er et sted for dem. Det kræver nytænkning, gå på mod og et større udsyn. Derfor er det bydende nødvendigt, at vi får nogle iværksættere på banen, som kan ændre vores vaner og introducere nye og bedre måder at bygge på, lyder det fra direktør i Boligfonden Kuben Sidse Buch, som åbner for ansøgninger til Spirekasselegatet:
Klippekasse til armeringsjern fik støtte
Spirekasselegatet er på 25.000 kroner og kan søges af alle uanset baggrund. Det eneste krav er, at din idé skal gøre byggeriet mere bæredygtigt, forbedre produktiviteten eller øge kvaliteten i byggeriet. Hvis du får legatet, har du mulighed for senere at søge om mere støtte til at udvikle dit projekt. Det har virksomheden Box-cut.com gjort. De har udviklet en klippekasse til armeringsjern. Kassen sørger for, at klipningen sker i god arbejdshøjde og hurtigt og let kan bevæges hen til jernet. For håndværkerne betyder det markant færre tunge løft og et farvel til de dårlige arbejdsstillinger, der tidligere har været forbundet med arbejdsprocessen.
Fokus på den gode idé
Innovation kan komme mange steder fra. Derfor støtter Boligfonden Kuben nytænkende projekter indenfor byggeriet i bred forstand. Det kan være bæredygtige byggematerialer, men også lyskunst, digitale løsninger og nye former for emballage. Det er den gode idé, der tæller.
Det er let at søge Spirekasselegatet, som er åbent for ansøgninger fra 4. oktober til 16. januar 2023. Se mere her: https://www.boligfondenkuben.dk/spirekassen