Tirsdag den 28. marts åbner Boligfonden Kuben og Lean Construction-DK for indstillinger til Procesprisen 2023. Prisen gives til et projekt, samarbejde eller en organisation, som har taget et kritisk blik på deres processer og formået at løfte produktiviteten, dialogen eller kvaliteten gennem nye metoder. Prisen uddeles til årets Building Awards den 9. november.
Foto: Nyt Hospital Nordsjælland vandt Procesprisen i 2022. Foto: Jonathan Grevsen
Procesprisen hædrer de organisationer, projekter og samarbejder, som tør gå nye veje for at gøre deres processer bedre. Det kan være en indsats for at forbedre samarbejdet, skabe bedre beslutningsprocesser eller fremme den grønne omstilling. Kort sagt: alt det, der ikke nødvendigvis kan ses, men som gør en kæmpe forskel for byggeriet i den sidste ende.
Stolt vinder
Netop evnen til at gentænke processerne indbragte Nyt Nordsjællands Hospital og NCC Procesprisen i 2022. De fik vendt konflikter og tovtrækkeri til konstruktivt samarbejde takket være en dedikeret indsats for at etablere nye processer og komme hinanden i møde – også når det gjorde ondt. Prisen gav genlyd langt ind i organisationen:
Grøn omstilling
En af byggeriets helt store udfordringer er den grønne omstilling. Derfor er det ikke kun det gode samarbejde eller det effektive flow i produktion og montage, som kan vinde Procesprisen. Også projekter med bæredygtige tiltag kan indstilles til den eftertragtede pris.
Indstillinger til prisen åbner den 28. marts og er åben frem til d. 7. juni 2023 kl. 12.00. Det er muligt at indstille en eller flere kandidater. Læs om Procesprisen og indstil kandidater til prisen her: https://vaerdibyg.dk/lean/procesprisen-2023/