Tørrestativer skal give bedre indeklima

Det skader indeklimaet og kan føre til fugtskader, når man tørrer sit tøj indendørs. Det vil tre unge iværksættere gerne ændre på. Derfor har de udviklet et innovativt tørrestativ, der tørrer tøjet hurtigt, nemt og skånsomt. I 2015 vandt de iværksætterprisen Spirekassen fra Boligfonden Kubn og er nu tæt på første prototype.

 Billede 1 beskaaret2

Malte Kjer, Rasmus Juul og Michael Skov modtog i 2015 iværksætterprisen Spirekassen for deres innovative tørrestativ med indbygget affugter.

Hvis man ikke har en altan, en have eller et tørrerum ender vasketøjet som regel på et tørrestativ i stuen. Sådan var det også for Malte Kjer, da han som ingeniørstuderende boede i en lille lejlighed i Aarhus. Men han opdagede flere problemer ved at have tøj hængende til tørre indendørs.

- For det første kunne jeg mærke, at luften blev klam og fugtig. Der lå vand i bunden af vinduerne, og jeg kunne se skimmelsvamp rundt i kanten. Derudover tog det hele tre dage at tørre tøj, og det er rigtig træls at have vasketøj hængende i en lille lejlighed så længe, fortæller Malte Kjer.

Han læste på det tidspunkt til civilingeniør med energi og indeklima som speciale, og var derfor allerede meget optaget af, hvordan vi bliver påvirket af dårligt indeklima i boliger. For at undgå fugtgener satte Malte Kjer en almindelig affugter op ved siden af tørrestativet og satte den til at køre, når han havde vasketøj oppe at hænge. 

- Det er ret tankevækkende, at jeg kunne tømme 2 liter vand ud af den hver gang jeg tørrede tøj. Det er vand, der ellers ville have øget luftfugtigheden i lejligheden markant. For høj luftfugtighed giver optimale forhold for blandt andet skimmelsvamp og støvmider som kan medføre allergi og nedbryder træet i for eksempel vinduesrammer. Med affugteren forsvandt alle generne. Så begyndte jeg at tænke på effektiviteten. I stedet for at affugte hele lejligheden, kunne det jo være smart, hvis man kun affugtede tøjet. Det var sådan jeg fik idéen til at lave et lukket tørrestativ med en indbygget affugter, siger Malte Kjer.

Anerkendelse giver motivation
Malte Kjer så et opslag om, at Boligfonden Kuben søgte idéer til Spirekassen. Sammen med studiekammeraterne Rasmus Juul og Michael Skov satte han sig ned og beskrev produktet og sendte beskrivelsen til Boligfonden Kuben. I 2015 modtog de iværksætterprisen Spirekassen. Med prisen fulgte en check på 25.000 kroner til at bygge videre på idéen.

- Det var en stor pose penge at få som studerende, og det betød jo, at vi lige pludselig fik mulighed for at udvikle mere på produktet. Men først og fremmest har det betydet enormt meget at få anerkendelse for sin idé. Det giver stor motivation til at fortsætte. Boligfonden giver prisen til unge med idéer til at forbedre byggeriet i Danmark, og det tænker jeg meget over. Vi vil gerne forbedre indeklimaet i boliger og være med til at sænke risikoen for at udvikle astma og allergi, siger Malte Kjer.

De tre unge iværksættere øremærkede pengene til at få udviklet og lavet produktet. De oprettede selskabet ieDesign IVS og har siden arbejdet på at udvikle produktet sideløbende med fuldtidsjobs. Samtidig rykkede de op i Spirekassens Masterclass, som indeholder endnu en bevilling. I 2017 har de haft et samarbejde med et hold DTU-studerende fra Design og Innovation, der har skrevet bachelorprojekt om produktet.

- Vi fik samarbejdet med de studerende på plads efter råd fra Boligfonden på et Masterclass møde. De studerende har blandt andet hjulpet os med at lavet nogle detaljerede arbejdsplaner og illustrationer, og det betyder, at vi er så langt nu, at vi kan producere vores første rigtige prototype, fortæller Malte Kjer.

Torrestativ

Den første rigtige prototype af tørrestativet, der bekæmper fugtskader, er godt på vej.

Sparring og støtte
Spirekassen og Masterclass fungerer som en tre-trins-raket. Hvis projektet viser sig at være levedygtigt, har ansøgeren mulighed for at søge støtte i flere omgange. Malte, Rasmus og Michael arbejder nu på at komme så langt, at de kan søge den tredje og sidste bevilling.

- Det har virkelig været en gave at få Boligfondens støtte. Den løbende feedback fra bestyrelsen har været utrolig givende. De kender byggeriet og kan komme med input til, hvilke veje vi kan gå, og hvem vi kan kontakte for at komme videre med produktudviklingen. Det er vildt fedt at have dem i ryggen, når vi skal ud i produktionen – også rent økonomisk. Derudover har det være virkelig inspirerende at følge de andre projekter. Vi har haft god sparring med hinanden, udvekslet erfaringer, givet feedback på produkter og kontakt til relevante personer. Vi har jo langt hen ad vejen stået med de samme udfordringer, fortæller Malte Kjer og tilføjer:

- Jeg glæder mig til den dag, hvor jeg står med et færdigt produkt i hånden. Og så håber jeg selvfølgelig, at alle en dag skrotter deres gammeldags tørrestativ og køber vores, så de kan mærke, hvor rart indeklimaet og tøjet bliver med det.

Sociale medier

Boligfonden Kuben er på Instagram og LinkedIn.

 

Følg os på Instagram her.

Følg os på LinkedIn her

Pressekontakt

Hvis du har brug for mere eller spørgsmål til nyhederne, er du velkommen til at kontakte seniorrådgiver Marie Leth Rasmussen.

 

 

Email: marie@enestaaendepr.dk

Tlf.: 3045 0545