Facilities Management skal tale ledelsens sprog, hvis de vil være en strategisk partner for direktionen. Sådan lød budskabet, da Boligfonden Kuben, DFM netværk og DR Ejendomme & Service inviterede til konference i anledningen af Driftsherreprisen. DR’s kendte hammerslagsvært Christian Degn styrede slagets gang og fyrede godt op under deltagerne.
Hammerslagsværten Christian Degn fyrede op under deltagerne til konferencens paneldebat.
Facility Management har ikke altid ledelsens store bevågenhed. De bliver ofte set som pedeller, der har meget lidt indflydelse på kerneforretningen. Men intet kunne være mere forkert. For de fysiske rammer har afgørende betydning for virksomheden, lød det på konferencen:
- Når folk kommer i Koncerthuset, kommer de for at få en musikalsk oplevelse. Men ofte er det ikke musikken, der er afgørende for deres oplevelse. Det er rammerne. Bliver de taget godt imod af vores værter, er toiletterne rene, kan de parkere, er her pænt og rent? Alle de små detaljer er med til at bestemme om de vælger at høre Nick Cave her eller inde i byen. Derfor er Facility Management så vigtigt, sagde DR koncerthusdirektør Leif Lønsmann.
Retoriske fifs
Men hvordan får facilities manageren ledelsens opmærksomhed? Et godt fif er at fange ledelsen, hvor den er og forstå ledelsens prioriteringer. Fm’eren skal lære at tale ledelsens sprog, hvis de vil op i hierarkiet og være en strategisk partner, lød det fra retoriker Marcus Lantz, der veloplagt gav publikum en kvik guide til gennemslagskraft på direktionsgangen.
Marcus Lantz har gennem det sidste halve år hjulpet DR Ejendomme & Service med at blive skarpere retorisk, så medarbejderne bliver bedre til at kommunikere med brugerne af bygningerne. Derudover har DR Ejendomme & Service arbejdet med at blive bedre til innovation, siden de vandt Driftsherreprisen i marts måned.
- På en måde kan man sige, at Driftsherreprisen har gjort os endnu mere ambitiøse. Vi er begyndt at tænke mere over vores rolle i organisationen og vores arbejdsformer. Traditionelt set er vi jo dem, der fikser de store og små problemer i dagligdagen. Vi rykker ud og løser problemet. Efter Driftsherreprisen har vi arbejdet med at blive mere innovative. Vi har givet os tid til at dvæle mere ved problemerne i stedet for at haste en løsning igennem. Det betyder, at vi er kommet med nogle bedre og billigere løsninger på de problemer, vi har stået overfor, siger chef for DR Ejendomme & Service Poul Holt Pedersen.
Sætte fokus på Facility Management
DR Ejendomme & Service delte gavmildt ud af deres erfaringer på konferencen, der også bød på et til dagen sammensat debatpanel. Her sørgede en veloplagt Hammerslagsvært for at sætte fut under deltagerne, så der kom gang i debatten.
- Det var en underholdende dag fyldt med brugbar viden. Vi er glade for, at vi med Driftsherreprisen kan være med til at sætte fokus på Facility Management. Det er en lidt overset disciplin, som vi først ser, når tapetet skaller af, snavset hober sig op, og elregningen vokser. Men i virkeligheden betyder facilities management rigtig meget for vores trivsel og i sidste ende virksomhedens bundlinje, slutter sekretariatschef i Boligfonden Kuben Inger Ravn.