Lysprojekt på Nørrebro Station imponerede Boligfonden

I foråret modtog arkitekt Nick Shurey iværksætterprisen Spirekassen og 25.000 kroner for sit afgangsprojekt fra KADK. Projektet viser, hvordan belysning kan forbedre oplevelsen af Nørrebro Station og styrke bygningens unikke arkitektur.

Nick Shurrey til web

Arkitekt Nick Shurey, som fik tildelt Spirekassen i foråret 2017, og Karen Mosbech, formand for Boligfonden Kuben.

Nørrebro Station er en af landets mest seværdige stationsbygninger og står som et markant knudepunkt på det ydre Nørrebro. Men trods sin bevaringsværdige status og unikke arkitektur, er det en bygning, der er præget af hærværk, graffiti og utryghed efter mørkets frembrud. 

Arkitekt Nick Shurey bor tæt på stationen og havde lagt mærke til, hvordan den sparsomme belysning får stationen til at virke usikker om aftenen og natten. Det inspirerede ham til at bruge sit afgangsprojekt i Arkitektonisk Belysningsdesign på KADK til at udvikle et forslag til en bedre belysning på Nørrebro Station. Målet med projektet var at vise, hvordan lyset kan bruges til at forbedre stedets æstetiske kvaliteter og skabe en behagelig og tryg atmosfære. Det visuelt smukke projekt fangede opmærksomheden hos Boligfonden Kuben, der i foråret tildelte Nick Shurey iværksætterprisen Spirekassen og 25.000 kroner til at udvikle sin idé.

- Det var min underviser på Arkitektskolen, der foreslog, at jeg skrev en ansøgning til Spirekassen. Jeg blev virkelig overrasket over at vinde prisen. Mit projekt er meget orienteret mod det kunstneriske og eksperimenterende, og jeg havde nok en forestilling om, at de projekter, der modtager prisen er mere tekniske, fortæller Nick Shurey. 

Værdien i lyset
Nick Shurey mener, at en ny belysningsstrategi, kan forandre Nørrebro Station til ikonisk pejlemærke og offentligt mødested, hvor man virkelig lægger mærke til bygningens arkitektoniske kvaliteter. Spirekassen er et betydningsfuldt skulderklap at få for Nick Shurey, der ser prisen som en anerkendelse af værdien i lyset, arkitekturen og steder som Nørrebro Station. Derudover giver de 25.000 kroner luft til at tænke projektet videre.

- Bevillingen fra Boligfonden falder i den grad på et tørt sted. Jeg investerede en masse tid og penge på at bygge flere detaljerede modeller af projektet for at give en bedre forståelse af stedet og oplevelsen det oplyste rum, siger Nick Shurey.

I øjeblikket arbejder han på at realisere lysprojektet i form at en midlertidig installation.

- Nørrebro Station er et sted, som mange passerer igennem, men meget få stopper op og opholder sig i bygningen. Og her mener jeg, at belysningen har en kæmpe betydning.  Det ville være meget dyrt at lave en permanent lyssætning på stationen. Men det kunne være fedt at skabe en midlertidig installation, der får folk til at stoppe op og opleve stationens smukke struktur. Her håber jeg, at bevillingen fra Boligfonden Kuben og den videre støtte, de kan give, virkelig vil gøre en forskel, slutter Nick Shurey.

Sociale medier

Boligfonden Kuben er på Instagram og LinkedIn.

 

Følg os på Instagram her.

Følg os på LinkedIn her

Pressekontakt

Hvis du har brug for mere eller spørgsmål til nyhederne, er du velkommen til at kontakte seniorrådgiver Marie Leth Rasmussen.

 

 

Email: marie@enestaaendepr.dk

Tlf.: 3045 0545