Boligfonden Kuben giver iværksættere vind i sejlene

Tirsdag d. 19. marts bød Boligfonden Kuben velkommen til et nyt kuld af unge håbefulde iværksættere, da fonden uddelte sit traditionsrige Spirekasselegat. I alt syv projekter var kommet gennem nåleøjet til den eftertragtede pris.   

Boligfonden Kuben arbejder for at fremme nytænkning og bæredygtighed indenfor byggeriet. I 2005 stiftede fonden Spirekassen for at give byggeiværksættere med en god idé et springbræt til at realisere deres idéer.  Det har givet grobund for vidt forskellige projekter lige fra kunstig intelligens i byggeriet over oppustelige byrum til bæredygtig hampebeton.

Fælles for iværksætterne er et ønske om at gøre en forskel og en vilje til at tænke nyt i en ellers traditionel branche, lyder det fra bestyrelsesformand for Boligfonden Kuben Karen Mosbech:

  • Jeg glæder mig altid til at møde det nye kuld af byggeiværksættere, som står klar til at indtage verden. De har gåpåmod og idéer, der går imod strømmen. Jeg er stolt over, at vi i Boligfonden Kuben kan give dem et skub til at få deres idéer udover rampen.

Skubbet består i et legat på 25.000 kroner og muligheden for at deltage i et mentorforløb med professionelle indenfor byggebranchen, så idéen kan spire og vokse sig stor.

 Billede 3

Præfabrikerede tagtækkede paneler

En af dette års legatmodtagere er Kathryn Elizabeth Larsen. Hun har fået støtte til sit arbejde med at udvikle præfabrikerede tangtækkede paneler, som kan bruges på taget og til isolering. Tang er et bæredygtigt byggemateriale, som har været anvendt på Læsø gennem århundreder. Kathryn drømmer om, at det en dag kan blive et moderne byggemateriale: 

  • Jeg er virkelig glad for støtten. Legatet giver mig mulighed for at arbejde videre med min opfindelse og måske i sidste ende få den produceret. Det ville være en drøm at se tangpanelerne i et byggemarked, siger Kathryn Elizabeth Larsen, der kom til Danmark fra USA for tre år siden og studerer på KEA.

Digital sporing af byggeelementer

En anden modtager af legatet er firmaet Cikotag, der består af syv bygningskonstruktører fra Via University College. De arbejder på at udvikle en digital anordning til præfabrikerede elementer, der gør det muligt at gemme informationer om elementet i skyen, så elementet kan bruges igen, når bygningen skal rives ned.

  • Vi vil bruge nogle af pengene på at få hjælp til at gøre vores opfindelse mindre, så den lettere kan integreres i et byggeelement. Vi glæder os meget til at komme i gang, siger en glad Rasmus Pedersen fra Cikotag.

De unge iværksættere mødes næste gang i efteråret, når mentorforløbet starter op. 

Sociale medier

Boligfonden Kuben er på Instagram og LinkedIn.

 

Følg os på Instagram her.

Følg os på LinkedIn her

Pressekontakt

Hvis du har brug for mere eller spørgsmål til nyhederne, er du velkommen til at kontakte seniorrådgiver Marie Leth Rasmussen.

 

 

Email: marie@enestaaendepr.dk

Tlf.: 3045 0545