Årets faglærer kommer fra Roskilde

Peter Johnny Hansen fra Roskilde Tekniske Skole vinder årets Faglærerpris. Prisen uddeles af Boligfonden Kuben og Uddannelsesforbundet til en faglærer, som viser ekstraordinært engagement i sine elever og motiverer dem til at blive dygtige indenfor deres felt.

åprets faglærepris

Boligfonden Kuben og Uddannelsesforbundet stiftede sidste år Faglærerprisen for at anerkende de dygtige lærere på landets erhvervsskoler, der hver dag arbejder for at højne niveauet på de byggefaglige uddannelser. Torsdag d. 20. juni blev prisen uddelt til Peter Johnny Hansen, der kvitterede med ordene:

  • Jeg er pavestolt over at få årets faglærerpris. Jeg håber, at det vil medvirke til, at vi løfter undervisning til et endnu højere niveau de næste mange år.

 

Lærer for både eliten og bredden

Peter Johnny Hansen er kendt for at have ført flere elever til podiepladser i Skills og have trænet bygningssnedker Frederik Riber op til World Skills i 2018. Men det er især hans indsats for at få alle elever med, der belønnes med prisen.

  • Peter har en helt særlig evne til at spotte sine elevers potentiale og løfte dem. Det er altafgørende for de unges læring og motivation at have en dygtig lærer, som samtidig holder af dem, respekterer dem og hjælper dem med deres udfordringer. En god faglærer betyder alverden for at få dygtige håndværkere, siger formand i Uddannelsesforbundet Hanne Pontoppidan.

Der lyder også rosende ord til faglæreren fra Boligfonden Kubens næstformand Sidse Buch, som hæfter sig ved, at Peter Johnny Hansen både er lærer for eliten og bredden:

  • Peter formår at løfte alle elever. Han er en uovertruffen pædagog med masser af energi, som formår at motivere sine elever i næsten uhørt grad. Ja, faktisk er det sådan, at der stort set ikke er noget frafald på Peters hold. Alle elever holder fast og tager deres uddannelse som bygningssnedker seriøst, lyder det fra næstformand i Boligfonden Kuben Sidse Buch.

 

Behov for flere unge håndværkere

Boligfonden Kuben og Uddannelsesforbundet har stiftet Faglærerprisen for at give et skulderklap til de dygtige og engagerede faglærere, som får eleverne til at brænde for deres fag. De udfører en meget vigtig samfundsopgave. Håbet er, at anerkendelsen af de dygtige faglærere kan få flere unge til at vælge de byggefaglige uddannelser. Der mangler nemlig dygtige håndværkere til at bygge broer, støbe fundament og skabe klimavenlige bygninger.

  • For Boligfonden Kuben er det en mærkesag at få flere elever på de byggefaglige uddannelser. Vi har også i fremtiden brug for kreative og dygtige håndværkere til at bygge og renovere vores boliger. Det er særligt vigtigt nu, hvor klima og energi er en brændende platform. 40% af al CO2 udledes fra det byggede miljø, og 75% af vores boliger er bygget før 1980, før der sådan rigtig kom energikrav. Vi har brug for højt kvalificerede håndværkere til at klimasikre og renovere vores bygninger, siger Sidse Buch.

Faglærerprisen blev uddelt på Roskilde Tekniske Skole d. 20. juni. Med prisen følger et rejselegat, så faglæreren kan rejse ud og blive klogere på sit fag.

 

Sociale medier

Boligfonden Kuben er på Instagram og LinkedIn.

 

Følg os på Instagram her.

Følg os på LinkedIn her

Pressekontakt

Hvis du har brug for mere eller spørgsmål til nyhederne, er du velkommen til at kontakte seniorrådgiver Marie Leth Rasmussen.

 

 

Email: marie@enestaaendepr.dk

Tlf.: 3045 0545