Byggeriets Faglærerpris
Byggeriets Faglærerpris er det nyeste skud på stammen blandt Boligfonden Kubens priser. Den blev stiftet i 2017 med uddeling første gang i 2018. Prisen uddeles i et samarbejde med Uddannelsesforbundet og har til formål at hædre en god og inspirerende byggefaglærer/et lærerteam fra en erhvervsskole, som på exceptionel og usædvanlig vis brænder for at motivere, bakke op om og løfte unge til at blive dygtige håndværkere.
- Byggeriets Faglærerpris 2023
Byggeriets Faglærerpris 2023 går til Learnmark Horsens' engagerede tagdækkerteam bestående af Ib Kloster, Jørn Dohrmann, og Søren Scharff. Teamet har en enestående evne til at favne og motivere elever, så alle bliver fremmet fagligt og personligt uanset hvem de er, hvor de kommer fra, og hvad de kan.
- Byggeriets Faglærerpris 2022
Byggeriets Faglærerpris 2022 gik til Finn Pedersen. Finn Pedersen har været murerfaglærer på EUC Nord i Hjørring gennem en lang årrække og arbejder stadig på at udvikle faget til glæde for nye generationer af håndværkere. Han er en super stærk formidler, der arbejder dedikeret for at skabe et mere bæredygtigt byggeri uden at give køb på det klassiske håndværk.
- Byggeriets Faglærerpris 2021
Teamet bag Grundforløb 1 på Tech College Aalborg løb med Byggeriets Faglærerpris 2021. De får den fornemme pris for deres nyskabende undervisning, evne til at fastholde eleverne og skabe gode relationer på tværs af fag. Det er første gang et helt team fik Byggeriets Faglærerpris, som uddeles af Boligfonden Kuben og Uddannelsesforbundet.
- Byggeriets Faglærerpris 2020
I 2020 gik Byggeriets Faglærerpris til to undervisere, som hver især formår at gøre noget helt særligt for de byggefaglige uddannelser: Jacob Pedersen og Chano Høst Kjærhus.
Jacob Pedersen underviser på Hillerød Tekniske Skole og god til at fastholde de unge på uddannelsen. Han har et kæmpe engagement i de unge, er fagligt dygtig og formår at forny undervisningen.
Chano Høst Kjærhus underviser på Learnmark i Horsens og er rigtig god til at tiltrække unge og få dem til at vælge en erhvervsfaglig uddannelse. Hans energi og gejst er meget smittende.
- Byggeriets Faglærerpris 2019
I 2019 fik Peter Johnny Hansen Byggeriets Faglærerpris for hans evne til at spotte sine elevers potentiale og løfte dem.
Peter Johnny Hansen underviser i snedkerfaget på Roskilde Tekniske Skole og formår at skabe en helt særlig stemning, der betyder, at der stort set ikke er frafald på hans hold.
- Byggeriets Faglærerpris 2018
I 2018 fik Maj-Britt Kristiansen Byggeriets Faglærerpris for hendes evne til at skabe et godt læringsmiljø, der sikrer trivsel og arbejdsglæde blandt eleverne.
Maj-Britt Kristiansen underviser i tømrerfaget på Tradium i Randers og er kendt for hendes exceptionelle evne til at favne de unge og få dem til at engagere sig i faget.